Peder Ravn (1946 -)

Coloristen Peder Ravn

Happy Happy Happy!
Peder Ravns filosofi omkring sine malerier er først og fremmest, at de skal have en positiv virkning. De skal gerne skabe glæde og velvære, et godt liv i gode omgivelser – harmoni, fest og farver – godt for øje og sind.

Værkerne skal være til daglig glæde og give et afkast af energi og dynamik. En lille påmindelse om, at: ”Det bliver en god dag i dag!”. ”Happy Day, Happy Life, Happy Fish…. BE HAPPY!”

Værkerne

Peder Ravns malerier udstråler energi med store pensler og armbevægelser – men uden at være påtrængende. Take it or leave it! Det er store malerier med stærk dynamik uden at være pralende eller larmende. Det er store armbevægelse med en samtidig finurlig sympatisk ærlighed og sjælelig tilstedeværelse. Og man kan ikke undgå at blive påvirket.

Coloristen

Peder Ravn kalder sig selv for Colorist. Men ikke som i ”Koloristerne” – den danske kunstnersammenslutning, der blev etableret i 1932. Ravn er Colorist som i ”Kolorisme”, en retning inden for maleriet, hvor vægten lægges på farvevirkningen. Farverne er det styrende for malerierne og udtrykket bliver det ekspressive og det spontane. En form for Action Painting.

Omdrejningspunktet for ekspressiv kunst er at udtrykke sin egen indre oplevelse af virkeligheden. Men det er ikke ”blot” Peder Ravns egen indre oplevelse af virkeligheden vi betragter når vi står foran malerierne. For Peder Ravns kunst gælder det at farverne er en slags nervemedicin. Farven bærer billederne og har til mål at kanalisere livets lemonade. Stærk, opløftende og livgivende. Orange, gul, blå…

Peder Ravn interviewet til BBC Travel Show

Coloristen og den sorte streg

Peder Ravn vil gerne male glæde, energi og livskraft. Men hvordan påvirker Ravns arbejde os? Malerierne – både de store flader og de mindre, fisk malet på brædder, Skagens gule huse på træskilte, kæmpe vægudsmykninger, akvareller, malede flader, malede genstande etc.? Jo, vi oplever energi. Jo, vi oplever glæde. Vi oplever livets lemonade, men… vi genfinder også livets skrøbelighed, når vi står over for Peder Ravns kunstneriske univers. Det er tydeligt, at Ravn i sine livsudtryk med penslen har en dyb sjælelig vished om, at lyset ikke eksisterer uden mørket, larmen ikke høres uden stilheden og at livet leves ikke uden vished om døden.

Der er en dybde og en livsskrøbelighed i energien og lyset i Peder Ravns værker. På grund af den sorte streg der som sjælen væver sig – bevæger sig rundt, indfanger og lægger sig både ovenpå, under og indimellem lemonadefarverne. Den sorte linje – der indimellem er blå – skaber dynamikken og energien i Peder Ravns farveunivers. Og glæden og dynamikken i malerierne kommer os netop i møde på grund af denne følsomme og intuitive balance mellem de mørke linjer og det farverige univers. Der opstår en sympatisk ikke påtrængende energi hvor livets følsomhed og dybde møder os sammen med glæden og lyset når vi står over for billederne.

Skagen

P. S. Krøyer malede med blå i Skagen. Han malede blåt hav, blå himmel, blå skygger. Blåt i blåt. Farven blå. Peder Ravn maler med farven blå. Ikke en P. S. Krøyer blå. Peder Ravn maler Peder Ravn blå. Peder Ravn maler ikke ”den blå time” blå. Peder Ravn maler ”Jazz” blå. Han maler med Pariser blå og bruger denne som den mørke nat over for det lyse liv. Og i natten er alle katte sorte – også de blå.

Peder Ravn mener, at sjælen er til genbrug. Sjælen er en reinkarnationen i en ny krop. Hvor den åndelige verden er den primære og den fysiske verden er den sekundære. Han mener at kunstneren bør bevæge sig i den spirituelle verden. ”Kunstneren er et medie, der kommer fra oven”. Med et smil på læben kan man måske fundere over om Peder Ravn i givet fald er en reinkarnation af én af Skagensmalerne? Peder Ravn maler ikke realismemotiver som Skagensmalerne eller med et ønske om – som Skagensmalerne – at anvende impressionisternes tekniske bevidsthed til sitrende lysgengivelser af Skagen på lærreder. Men Peder Ravn arbejder med lysenergier som en direkte kanalisering til gengivelse på lærred af den sansemæssige essens af Skagens stærke lys og dynamik i den klare havluft, den blå himmel, de gule huse, de røde tage, de store skumsprøjt, de sorte nætter… al det vi sanser som værende Skagen.

Colorist, kalder Peder Ravn sig selv. Ekspressionist, kalder jeg ham: Nedfald på lærred – indtryk, udtryk og aftryk på vores nethinde.

Skagen 2018, Dorthe Rosenfeldt Sieben,
Mag. Art. i Kunsthistorie
https://dorthesieben.dk/